Jord-, funderings-, beton- og kloakarbejder til nybyggeri på Aarhus Ø.
Pakhusene er et markant bolig- og erhvervsbyggeri på Aarhus Ø. I forbindelse med byggeriet, der begyndte med etape 1 i 2015 og blev færdigt med etape 2 og 3 i juni 2020, udførte Per Aarsleff A/S jord- og funderingsarbejder til etape 1 samt jord-, funderings-, beton- og kloakarbejder til etape 2 og 3.
Vi har i samtlige etaper udført byggegrube, hvor arbejderne bestod af opbrydning af asfalt, sænkning af grundvand, ramning af spuns samt udgravning og bortkørsel af bynær jord, herunder også udgravning og bortkørsel af forurenet jord. Derudover har vi i alle tre etaper udført en omfattende pæleramning under en stram tidsplan.
I etape 2 og 3 udlagde vi kloakering, dræn, diverse brønde, tilfyldning, belægning og fundamenter i byggegruben. Fundamenterne støbte vi oven på betonpæle i den nedsænkede byggegrube, ligesom vi også støbte en fire gange fire meter pumpebrønd i syv meters dybde.
Forholdene i byggegruben var udfordrende i forhold til kloakeringsarbejderne, som foregik under en eksisterende kælder. Vi tog derfor proaktivt tiltag til at hjælpe bygherren med at løse den delvise nedrivning af den eksisterende kælder samt sørge for stabiliteten af kælderen, så vi samtidig selv kunne fremskynde vores arbejder.